| |   | | |   | Arkiv over indlæg fra Blogger.dk
*** Danske universiteter på nedtur: småt er godt! (22.9.2006)
Jeg arbejder med glæde på Aarhus Universitet. Men jeg er dybt bekymret over at det partout skal vokse. Det er helt forkert. Det burde nok nærmere skrumpe lidt, hvis det fortsat skal være et godt universitet. Det påstås at fusionerne blandt andet skal styrke niversiteterne. Meeen hvis man ser på dem, der er de førende: Cambridge, Oxford, Harvard, Yale Stanford, MIT - er de faktisk karakteriserede ved at være små! Hovedgrunden til fusionerne er vel egentlig en forskningsminister, der ikke kan tælle ret langt, og nogle bestyrelsesformænd, der tror at STOR er succes. Jeg foretrækker Hirtshals Mejeri fremfor Arla!
*** Er Folketinget repræsentativt? (10.4.2006)
De fleste bekender sig til at vi har demokrati i Danmark. I praksis er det såkaldte 'det repræsentative demokrati'. Primitivt sagt foregår det ved at folket hvert fjerde år (eller oftere) udpeger repræsentanter. Men er det 'folkerepræsentanter'? Nej! Rekrutteringen og udvælgelsen foregår i skrantende partiorganisationer med en begrænset folkelig deltagelse. Og dem, der bliver opstillet som kandidater, har en meget stor skævhed mod det akademiske miljø. Det store flertal af danskere er ikke interesserede i at stikke næsen frem, og dem hører man derfor ikke noget til i den politiske debat.
*** Halvdelen af danskerne er dumme (9.4.2006)
Du er dum og jeg er klog (eller også er det omvendt)! Der tales meget om at danskernes eneste råstof er klogskab. Det kan ikke passe at danskere er klogere end andre folkeslag. Hvorfor skulle vi dog være det? Naturligvis er uddannelse udmærket - men det forudsætter evner. Det handler reelt set om at gøre sig umage. Man kan ikke cykle uden at have øvet sig, man kan ikke lave musik uden at øve sig, man kan ikke forstå atomernes væsen uden at øve sig, man kan ikke ... uden øvelse. Specielt jamrer man over mangel på folk med en naturvidenskabelig uddannelse. Jeg tror egentlig ikke at der er så mange flere, der har evnerne end dem, der allerede bliver indfanget. Selvom en forbedring af naturfag i folkeskolen vil være en meget sund indsats. Og for at runde af: Jeg ved ikke hvordan man måler klogskab - og hvad det er. Men det må være en fordeling af en eller anden art. Dermed må den have en median som deler dum og klog. At sige at alle er kloge er lige så intetsigende som at sige at alt er politik.
*** Nærtagne lærere (11.6.2005)
Ak, man læser at det er en injurie at sige at en lærer forfølger en elev. Det sker desværre hver dag i danske folkeskoler. Lærermobning er vidt udbredt. Selv på de bedste folkeskoler bliver elever udsat for det. Jeg kan til dels godt forstå det, for lærere er også kun mennesker - og der er nogle værre lømler blandt eleverne - og ikke mindst blandt forældrene! Samarbejde er uhyre vanskeligt. Men det hjælper ikke at lukke øjnene for problemerne.
*** DanMærsk A/S - øv! (29.5.2005)
Der er desværre ikke lighed for loven i Danmark. Det er fint at der laves planer - og der skal også være mulighed for at lave planerne om. Men selvtægt - at man er ligeglad med aftaler - må ikke accepteres. Og det bliver det heller ikke hvis nogen formaster sig til at bygge en lille garage et forkert sted. Men bygger Bilka et kæmpesupermarked er den en anden sag. Så er der mange penge på spil - og det er MærskKroner! Det er helt horribelt at vor statsminister ligger under for Mærsk-tyranniet og fjerner Connie Hedegaard fra Horsens-sagen. Bare fordi hun har sagt at regler skal følges af alle. Øv!
*** Styrk PostDanmark - forbyd private omdelingsselskaber (27.5.2005)
Blade og pjecer m.m. er fortsat en uhyre vigtig informationskilde. Det er vigtigt for vort samfund at disse ting når ud som tilsigtet. Og det fungerer desværre ikke længere. Jeg oplever løbende at man ikke kan stole på PostDanmark - blade bliver ikke uddelt som aftalt. Men det er endnu værre med de private distributører. Jeg oplever selv at det er meget tilfældigt hvad der kommer frem, og jeg har hørt om flere eksempler af at man har fundet store stakke af uuddelt materiale - neget endog med adresse på! Løsningen må være at genindføre statsmonopolet, og sikre at det er fagfolk, der foretager omdelingen.
*** Poli-ti-tyve-tredve (23.5.2005)
Der er nu finurligt - i dagens avis står at læse at man nu skal kunne uddanne sig til politimaster - men det hedder da politimester. Og der skal også være politibachelors - altså politiungkarle. Det må være noget med at de skal leve i cølibat, for rigtig at gå op i opgaven - godt inspireret af den katolske kirke.
*** Viden er magt (22.5.2005)
Dem, der har magt, bruger ofte dette udsagn omvendt: de beskytter deres viden for at de kan beholde magten. Ofte begrundes det med at det er af hensyn til samfundet (statshemmeligheder), af hensyn til andre personer (privatlivets fred) osv. Men det er i virkeligheden et egoistisk synspunkt, der må bekæmpes. Det er menneskehedens samlede viden, der har værdi. Og vi skal dele den - ingen viden skal holdes skjult. Og i modsætning til de materielle værdier, er der ikke en manglesituation: du kan give din viden til andre uden tab for dig selv. Det er i virkeligheden en ren vind-vind situation - andre vil donere viden til dig fordi du forærer din viden væk. Der er ikke noget nyt i dette OpenSource software fungerer fx. på denne måde. Nettet er en fantastisk mulighed for at nedbryde den fortrolige viden. Her kan den lægges ud uden brug af materielle ressourcer af nævneværdig art. Fattige befolkningsgrupper er i dag fastholdt i fattigdommen, fordi de ikke har pengene til at købe de materielle goder, der kan bringe dem ud af fattigdommen. Problemet med de materielle ting er at de har en pris, fordi mængden af energi og råmaterialer er begrænsede. Økonomisk set har de en værdi. Men værdien af viden er 0! Derfor er det et offer at give en ting til en anden person - men det er det ikke når det gælder viden!
*** Offentlige ansatte arbejder for meget (21.5.2005)
Jeg er selv offentlig ansat og har i mange år haft som motto: Jeg har God Tid. På det seneste er jeg begyndt at udbygge det med: Jeg arbejder langsomt. For hastværk er lastværk. En katastrofe er under hastig udvikling: flere og flere bliver slidt op fysisk og psykisk - og sen sidste gruppe er i alarmerende vækst. Det dur ikke. Jeg kan til nød godt forstå at en privat virksomhed slider deres ansatte op, fordi det hyperkapitalistiske samfund efterhånden er så fokuseret på indtjening her og nu. Men når folk ikke kan mere bliver de sygemeldte, arbejdsløse, førtidspensionerede, efterlønnere og pensionister. Dem er der alt for mange af! Det er meget bedre at man yder lidt, både for samfundet - men også for den enkelte. Noget af det værste man kan gøre ved et medmenneske er at give vedkommende et nederlag. Fx. at sige 'du dur ikke' - og noiget af det bedste er at sige: 'Du kan noget' (selvom det er meget lidt). Så lad alle yde en lille smule - og sæt pris på det, uanset hvor lidt det er, og lad være med at kræve for meget af nogen som helst! | |  |
|
|